Regionsgolf er en holdturnering for os ganske almindelige klubgolfere og hvor det sociale aspekt er vigtigt. Det handler om hyggeligt samvær med spillere og hold fra forskellige klubber og så spilles der selvfølgelig for ”alvor”.
Regionsgolf er en holdsport, holdene er inddelt i puljer, hvor den enkelte spillers resultat fra egen match er afgørende for holdets samlede resultat. Der spilles hulspil – hullet vindes, tabes eller deles. Vinder holdet puljen, går man videre.
Et hold består af 2 damer og 4 herrer, som spiller 1 damesingle, 3 herresingler og 1 mixed foursome. Vi skal være omkring 6 herrer og 4 damer til hvert hold så der også er reserver.
Turneringen foregår fra sidst i april til midt i juni og afvikles på mandage typisk med start kl.17.
I 2024 stillede vi med 3 hold, et hold i hver af rækkerne B, C og D. Det var ikke de samme klubber hvert hold mødte, men et godt mix af fynske klubber så som Svendborg, Midtfyn, Sct. Knuds, Faaborg, Odense GK, Ærø og Blommenslyst. Hver match afsluttes med spisning. Spisningen er for egen regning, men slutter matchen af på en rigtig god måde, hvor en god latter ofte høres! Klubben betaler turneringsgebyrer for de enkelte hold. Desværre er det ikke lykkedes for os at spille klubben videre i turneringen, måske bliver 2025 året hvor det sker!
Der er muligheder for alle at deltage, uanset handicap, i en af følgende rækker:
B-række min. 13,0
C-række min. 18,0
D-række min. 23,5 – max 36,0
Spillernes handicap om fredagen er afgørende for, om spilleren er spilleberettiget i en given række i den efterfølgende uge. På selve dagen er spillerens dagsaktuelle handicap afgørende for startrækkefølgen blandt herresinglerne.
For at deltage i turneringen, skal spilleren være fyldt 21 år inden udgangen af det år, hvor turneringen afholdes.
Man må spille i rækken under sit handicap. Der spilles ikke om op-og nedrykning.
Vil du være med til at repræsentere LGK så tilmeld dig hurtigst muligt og senest 10/12-2024 på listen i klubben eller til