Sommerhilsen fra formanden…
Inspiration til det daglige virke i foreningsarbejdet får man ofte, når man snupper et par dage fri og tager på tur uden for Langeland. For Irene og mig har det denne sommer blandt andet budt på golf i både Jylland og Nordsjælland.
Danmark er et smukt land med et utroligt varieret landskab, og det sætter naturligvis sit præg på både golfbanernes udseende og måden, de spilles på. Vi har oplevet det flade hedelandskab omkring Herning, det kuperede terræn ved Vejle, en bane anlagt på hver sin side af en hovedvej og en anden med udsigt over Danmarks største sø – Arresø!
Ud over at blive udfordret på golfspillet er det også inspirerende at opleve, hvordan de forskellige golfklubber tager imod gæster, hvilke faciliteter de tilbyder, og hvordan klubhusene er indrettet. Gode oplevelser og spændende idéer bliver noteret og taget med hjem – måske kan noget af det også komme vores egen klub til gavn.
Næste golftur uden for Langeland går til Great Northern. Vi tager derop lørdag den 15. august, hvor Danish Golf Championship 2026 spilles fra den 13. til 16. august. Måske ses vi!
Besøgsantallet i vores klub var lidt sløvt i starten af sæsonen. Det skyldtes ikke mindst det dårlige vejr, som foråret lagde ud med. Men det har i den grad ændret sig – og det samme har aktiviteten på vores bane. Baneservice har travlt!
Det fantastiske, varme sommervejr har fået folk tidligere ud af fjerene og ud på banen. Der lejes buggies som aldrig før, og hul 19 – på terrassen og i caféen – er særdeles godt besøgt.
Apropos terrassen skal der lyde en stor tak til de frivillige, der har hjulpet med renoveringen. Kenn har stået for udskiftningen af de rådne stolper, og der er blevet isat et vinduesparti, som giver læ. Ikke mindst har Sanne, Jan Holger og Henrik sørget for at male alt det hvide på klubhuset.
Endnu en stor tak til alle de frivillige, der gør et stort stykke arbejde for at skabe gode rammer for både golfspillet og det sociale liv i klubben.
Jeg har heller ikke tidligere været klar over, at jeg kunne drive omkring 200 meter. Det kan jeg så heller ikke! Men den megen sol har gjort banen en smule hård, og det giver godt nok noget ekstra medløb på boldene.
Trods tørken står banen – og ikke mindst vores greens – rigtig flot. Og når vi så endelig får en smule regn, som f.eks. i går, søndag, bliver den selvfølgelig hilst mere end velkommen. Banen har godt af det!
Sommeren er heldigvis ikke forbi endnu. Vi har en uge tilbage af juli, og foran os venter forhåbentlig et par dejlige, lune måneder. Klubmæssigt bliver der også rigeligt at se frem til med blandt andet SuperBrugsen Match, spilles den 9.august, Benefit Match, Damedag, udflugt med Torsdagsherrerne, natgolf og klubmesterskab i hulspil. Aktivitetsniveauet kan der bestemt ikke klages over!
Nyd fortsat den dejlige sommer, golfspillet og ikke mindst det gode klubliv.
Jan Ole
Formand
______________________________________________________________
Så er det tid til en hyggelig match på Langelands Golfbane!
Søndag den 9. august inviterer vi til

SuperBrugsen Rudkøbing Match 2026
Vi glæder os til en dejlig dag på banen med godt golfspil, hyggeligt samvær og selvfølgelig lidt godt fra grillen bagefter.
Matchen spilles som Stableford i 2 rækker, og vi starter dagen med fælles orientering kl. 08.30, inden der er gunstart kl. 09.00.
Matchfee: 70 kr. Juniorer: 35 kr. Gæster og flexmedlemmer betaler herudover gæstegreenfee på 300 kr.
Efter matchen tænder vi op i grillen!
Her bliver der mulighed for at købe SuperBrugsens lækre pølser og hygge videre sammen efter dagens runde.
Matchen afholdes i henhold til klubbens turneringsproportioner, som kan findes på klubbens hjemmeside.
Tilmeldingsfrist:
Senest torsdag den 6. august kl. 17.00 i GolfBox.
Vi håber, at rigtig mange har lyst til at være med til en hyggelig golfdag – så find køllerne frem, få meldt jer til og kom med! ⛳😊
HUSK:
Støt vores sponsorer – de støtter os!
______________________________________________________________

Damernes Golfdag onsdag d. 2. september