Jeg tror godt vi alle kan blive enige om, at først halvår af 2025 har været en fantastisk start på vores jubilæums år.
Tak til alle jer, som deltog såvel i receptionen d. 4. juli samt REMA 1000 jubilæumsmatch d. 5. juli. Det blev et par rigtig mindeværdige dage som vi med glæde kan se tilbage på.
Den nye buggygarage er blevet indviet og taget i brug men ikke nok med det, så gjorde den første robotklipper sit indtog på 5 af vores huller på den store bane i maj måned, og den fik for nylig selskab af yderligere 2 robotklippere, som tager sig kærligt af de øvrige huller. Det ses tydeligt på alle fairways, hvor effektivt robotklipperne er.
Også greens er der styr på, de står flotte, og sidst men ikke mindst, så er den høje rough blevet klippet, så at tidslerne ikke går i frø.
Alt i alt – vi er klar til at byde Veteraner og Superveteraner velkommen den 1. 2. og 3. august, hvor der skal spilles DM på vores bane, som er inspiceret og godkendt af DGU.
Har du lyst til at være Forecaddy ved DM 1. 2. og 3. augusts, bare en af dagene ca. 3 timer, så meld dig på info@langelands-golf.dk hvilke dag du kan hjælpe. Alle kan klare opgaven, der skal på hullerne 7, 11 og 15 holdes øje med, om der er frit for udslag.
Aktiviteten på vores bane er præget af sommerferie med besøg af såvel greenfee gæster samt egne medlemmer. Det summer af liv på banen og efterfølgende på terrassen, når spillet af de 18 huller evalueres. Jeg ved, at vores mange gæster, og i øvrigt også medlemmer, nyder at blive mødt af de mange frivillige i Baneservice, som byder velkommen til klubben med et smil og stor hjælpsomhed. I gør det bare godt!
På vores driving range er der også sket lidt forandringer. Der er opsat boldautomat. For at få fingrene i boldene skal man lige en tur forbi kontoret, for enten at købe en polet til en spand bolde for 20 kr. eller en kode for resten af året, til 100 kr.
Driving range er også blevet frisket op med nye måtter. Ja følger du den buede streg slår vi lige, siges der!
Hvis du har behov for at træne dit korte spil, så snup lige en runde på Par 3 banen, som jo i øvrigt kan spilles af alle. Får du/I venner på besøg så kan Par 3 banen måske lige være en oplagt ide til lidt sjov og hygge, som jo kan afsluttes på terrassen med lidt koldt at drikke.
Indtil videre har turneringsudvalget afviklet 5 matcher. Tak til Golfexperten Odense, Ø-strøm, Hartvig og Aalund, Bryggeriet Vestfyen og REMA 1000 som har været sponsorer for hver deres match.
Også tak til Torsdagsherrerne og Sirenerne som traditionen tro har afholdt Pink Cup til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Det er fortalt før, men fortjener en gentagelse, der blev nemlig indsamlet ikke mindre end 19.211 kr.
Andet halvår af 2025 er godt i gang og forude venter endnu flere gode matcher. SuperBrugsen er sponsor for næste match, som spilles den 10.august. Sæt lige et kryds i kalenderen.
Den 16.august er Golfamore vært for ”Under Par Challenge”, hvor der spilles greensome, og der er proklameret flotte præmier. Der er mere info om matchen i golfbox.
Allerede den 8. august har torsdagsherrene tur til Great Northern i Kerteminde, HUSK tilmelding senest 3. august, dog først til mølle, der er max på 24 deltagere.
Sidste weekend i August er der klubmesterskaber og SPAR Match.
Den 3.september er der dømt damedag for alle klubbens damespillere. Sidste år var der finale på den berømte ”Rita tur”, som jo har stået på i rigtig mange år, men en gruppe af klubbens aktive damespillere har stukket hovederne sammen og fået ideen til ”damedagen” som foregår på hjemmebanen. Jeg håber, at mange af klubbens damespillere bakker op omkring det nye tiltag. Der kan læses mere herom på opslag i klubhuset, hvor tilmeldingslisten også hænger.
Fredag den 5. september er der Natgolf, har du endnu ikke prøvet så kom og vær med.
Kalenderen bugner med meget mere end de nævnte matcher. Det skal I naturligvis nok blive orienteret om hen ad vejen.
Nyd sommeren og nyd en god runde golf på vores dejlige bane!